Juniordag ved Lægan gav store gedder

Godt en halv snes juniorer deltog i lørdagens arrangement og kunne nyde det ualmindeligt flotte og varme solskinsvejr i fulde drag. Trods det gode vejr blev der fanget tre flotte gedder på henholdsvis 99cm, 90 cm og 82 cm, hvoraf de to sidstnævnte blev genudsat. Jonas Borum fra Tønder stod for dagens største fangst, en gedde på 99 cm og 6,1 kg.

Arrangementet var tilrettelagt i et samarbejde mellem bådklubben Vidå og Sportsfiskerforeningen Vidå. Bådklubben stillede bådførere og både til rådighed, således at de deltagende juniorer kunne få en sejltur/fisketur i Magisterkogen, hvor der kun kan fiskes fra båd. Ved afslutningen ved bådklubbens klubhus var der pølser og øl/vand til alle deltagerne.

Arrangementet fik mange rosende ord med på vejen, og det gentages i øvrigt søndag d. 17. september samme tid og sted.

This entry was posted in nyheder. Bookmark the permalink.

Comments are closed.