Lystfiskeriets dag fik mange deltagere

Lystfiskeriets dag/naturens dag ved Vidåen i Tønder d. 13/9 kl. 9-13 fik et
rigtig godt forløb, både hvad angår vejret og antallet af deltagere. I løbet
af formiddagen mødte omkring 30 deltagere frem ved Vidåen ved Provst
Petersensvej i Tønder, og antallet af deltagere oversteg dermed klart
tidligere års deltagertal. Dagen var specielt tilrettelagt for børn og unge,
og børn i alle aldre var da også godt repræsenteret – oftest i følge med
forældre eller bedsteforældre.
Fisk blev der også fanget, og det endda i store mængder. I alt blev godt 30
mindre skaller og aborrer samt to gedder på 45 og 51 cm halet op af Vidåens
vande ved Provst Petersensvej. Størstedelen af fiskene blev genudsat, mens
nogle kom med hjem til spisebordet. En enkelt juniorfisker, Mads Gade fra
Tønder, blev “fiskekonge”, idet han i løbet af fire timer og med regnorm som
agn halede i alt 11 skaller og aborrer op af åen.
For sportsfiskerforeningen Vidå blev dagen en yderligere succes ved at flere
af de fremmødte juniorer meldte sig ind i foreningen. Som bonus får hver
nytilmeldt junior et komplet sæt fiskegrej (stang, hjul og snøre).

This entry was posted in nyheder. Bookmark the permalink.

Comments are closed.